23 års amning

En kundes historie om amning. 
"Egentlig bryder jeg mig ikke om at kalde mig selv for langtidsammer. Jeg ammer jo bare!"

Jeg er 45år gammel, gift med min mand. Vi har 8 børn og jeg har ammet i mere end 23år, and still going.

Da jeg i 1999 var gravid med mit første barn, blev jeg spurgt hvor længe jeg regnede med at skulle amme. Det var faktisk slet ikke noget jeg rigtig havde overvejet. Hurtigt svarede jeg 'til babyen får tænder'. Det viser sig så at mine unger får tænder tidligt, og heldigvis faldt det bare meget naturligt for os at amme videre også efter de første 3-4 måneder hvor tandbørsten blev nødvendig. 

Mine 5 første børn er alle født med lige omkring 2 år imellem. De første par gange, stoppede amningen lige før den nye baby blev født, uden vi gjorde noget aktivt for det, det gled bare ligesom ud i sandet, og så kom der en ny baby og tog over. Jo mere bevidste vi blev i vores forældreskab, jo bedre blev vi også til at formulere os når folk spurgte til måden vi gjorde tingene hjemme hos os. Med især den ældste, gjorde vi meget hvad vi troede man 'burde' - fx havde vi en gammel sundhedsplejerske der sagde vi skulle give en flaske vælling inden sengetid så han kunne sove bedere om natten, så det gjorde vi uden at stille spørgsmål (og han sov ikke bedre pga flasken) og børn hører til på eget værelse så det prøvede vi også at få til at fungere, uden held (vi gik nok ikke helhjertet til den opgave, tænker jeg)

Da vi efter et par år stod med 3 mindre børn og jeg igen var gravid, var vi efterhånden blevet ret gode til at fortælle (nok både når folk spurgte men også til os selv hvis der opstod tvivl) at grundet til vi bar vores børn i slynger, sov sammen i en stor seng og ikke mindst ammede til de var et par år gamle, var fordi det fungerede FOR OS. Jo flere gange vi sagde det, jo mere overbevisende blev det, og jo mere rigtigt blev det faktisk. Det fungere FOR OS Jeg har måttet fortælle mange, at grunden til jeg ikke stoppede med at amme nr 3 inden nr 4 blev født, var fordi vi ikke havde lyst og fordi hun jo ikke havde bedt om en lillebror så selvfølgelig fjernede jeg da ikke brysterne fra hende fordi mor og far havde valgt at få endnu en baby!

Når jeg lister mine mange års amning op som jeg har gjort nu, virker det jo som om det bare er forløbet fuldstændig problemfrit. Det har det jo selvfølgelig ikke været, men det at jeg har set naturlige og relativt problemfrie amninger som barn har uden tvivl hjulpet. Jeg har haft opstartsvanskeligheder som så mange andre, blødende brystvorter, svamp, brystbetændelse og tilstoppede mælkegange osv, og det har jo aldrig været planlagt at jeg skulle amme så længe som det er endt med. Jeg har hver gang jeg er stødt på problemer sagt til mig selv, at 'lige nu ammer jeg, hvad jeg gør i morgen ser vi på til den tid.’

Hver gang har det gjort det meget overskueligt at aftalen med mig selv har været én amning ad gangen. At jeg har haft opbakning hele vejen fra min mand har også haft afgørende betydning. Det er mig der er oppe om natten, det er mig der ammer, men vi er fælles om at se vores børn trives. Og at høre ham fortælle familie medlemmer, venner og kolleger at selvfølgelig ammer jeg, for se på barnet, det trives jo tydeligvis med det, det gør mig glad og forelsket. Og så er det nemt! Altid at kunne hive mad eller en snack frem, afhængig af alderen på barnet. Egentlig bryder jeg mig ikke om at kalde mig selv for langtidsammer. Jeg ammer jo bare!